tirsdag den 22. juli 2014

En cocktail af skøre komponenter

Tag en masse sæbebobler, ADHD, fjer, gigt i ryggen, en vindmaskine, crohn, en forstående kæreste, kjoler, blomster, kærlighed, sortsyn, ptærter, angst, søde børn, balloner, skabertrang, tankemylder, mindreværd, farver, læbestift, speed snak, briller og fine sko - og smid så det hele ned i en shaker (helst sådan en fin en) og RYST den kraftigt - så har du mig!

Forsøg så at få blandingen til at være i en kasse, som passer ind på en hylde.
Det kan ikke lade sig gøre.
Det eksploderer i et virvar af tossede løsdele, hvoraf ingen kan undværes!

Forsøg på at samle delene op og sætte dem sammen igen, vil aldrig give det samme resultat.

Der skal startes forfra, og helt sikkert med en ny person ved kontrolpanelet, som også vil forsøge at få blandingen til at kunne rummes i en kasse!!!

Det kan være lidt af en udfordring at være udfordret, og især når en af udfordringerne kører afsted med 1000 kmt. og en anden binder en til sengen!

Og ingen kan se det på mig, for det foregår inden i.

Udenpå ligner jeg vist en der burde kunne puttes i en kasse.

SNYDT!

Tror slet ikke det er meningen med kasser til sådan nogle som mig ;-)







- Posted using BlogPress from my iPhone



torsdag den 10. juli 2014

Det kunne være værre!

Sssssshhhhh……
Lad nu være hele tiden at koncentrere dig om sygdom.
Lad nu være med at belemre og snakke om det til andre hele tiden - de bliver trætte af at høre om det - og så bliver de trætte af dig…….

Min lille indre stemme er på overarbejde i øjeblikket.

Det viser sig jeg er syg og jeg aner ikke hvad det betyder - jeg er forvirret, usikker, ked af det, angst, overskudsagtig, hyper, træt og alt andet lige der imellem.

Prøve svarene fra min mave kom tilbage med et andet svar end jeg havde regnet med. Jeg var overbevist om, der ikke var noget at se derinde - Det var der - jeg har Crohn - åbenbart!

Ok fair nok - det tager jeg med.
Overlægen spurgte ind til mine øjne…..
Alle mulige spørgsmål og bad mig om at bestille tid hos en øjenlæge for lige at få tjekket alt var som det skulle være.

Gik fra øjenlægen igår fyldt med endnu flere spørgsmål og en besked om hun mente jeg har Sjøgrens Syndrom, hvilket jeg nu skal tjekkes for hos min reumatolog!

Min reumatolog som mener jeg har gigt i rygsøjlen (morbus bechterew) - og som bliver ved med at lede  efter tegn og nu har henvist mig til endnu en mr skanning, for at se efter forandringer i leddene i ryggen og lænden.

Og alt imens går jeg rundt her lidt midt i ingenting.
Jeg føler intet - kan ikke mærke hvad alle de ting gør ved mig.
Fokusere på at forblive positiv og siger til mig selv - det kunne være værre.

Prøver at bruge den smule energi jeg har til at være en god mor for mine børn, så de ikke skal mærke for meget til al den sygdom, men jeg kan mærke det lige så stille går ned ad bakke.
Smerterne er sådan set de samme som de hele tiden har været, men jeg lukker mig mere og mere ind i mig selv, for jeg vil ikke være en belastning for mine omgivelser.
Der er jo ingen der gider høre om sygdom hele tiden - og man kan ikke se på mig jeg er syg, så jeg møder ikke megen forståelse.
Jeg er træt!
Så træt at når jeg vågner om morgenen allerede overvejer hvornår jeg kan sove igen.

Jeg er så småt ved at acceptere jeg ikke kommer til at kunne de samme ting jeg altid har troet jeg kunne.
Den stress der har fulgt mig de sidste mange år er (bl.a.) min krop der har prøvet at råbe mig op!
Jeg har ikke lyttet og er kørt videre med 180 kmt med skyklapperne spændt godt fast om hovedet.

Nu er jeg tvunget til at stoppe op og føle.

Om et par timer sidder jeg igen på hospitalet, hvor jeg idag skal have en jerninfusion - min krop optager nemlig ikke jern og d vitamin i øjeblikket pga. crohn, og så skal der tages endnu flere blodprøver. igen.

De tre sygdomme/syndromer/tilstande (eller hvad vi nu skal kalde dem) hænger åbenbart sammen. Det er alle inflammatoriske/gigt sygdomme, altså sygdomme hvor mit immunforsvar angriber sig selv og det er sq noget lort.

Da jeg blev sygemeldt for et år siden for at der kunne komme ro omkring mig, så den rette udredning i forhold til ADHD kunne udføres, havde jeg slet ikke set det her komme.

Det kunne være værre…….!
Jeg skal nok komme igennem dette også, og jeg husker mig selv på der ikke er noget der er så skidt det ikke er godt for noget - jeg har fået en unik mulighed for at lære mig selv endnu bedre at kende.
Gu er det hårdt, men jeg er et eller andet sted dybt inde, taknemmelig for den process jeg er igennem med mig "selv".

Og livet er sq også andet en fine lyse billeder af gode ting og glæde på instagram.
Det er bare nemmest at vise det gode frem - der er jo ingen der kan holde til at høre om alt det negative - vel?

Det kan være en temmelig ensom process at stå midt i!


lørdag den 21. juni 2014

Nu med kamera i maven

Og nu har jeg så et kamera i maven.... Eller det tror jeg ihvertfald - har ikke lagt mærke til det skulle have forladt kroppen endnu!

Og så spørger du måske dig selv om "hvad i alverden fabler hun om" - og det skal jeg såmænd fortælle dig:

Var på hospitalet den anden dag, for at få foretaget en koloskopi - yes den med kameraet i måsen - venflon i hånden og blåt mærke på armen efter blodprøve forud for undersøgelsen.
Den søde læge var ikke helt tilfreds med det hun kunne se og derfor spurgte hun om jeg ville have noget imod de lavede en kapselendoskopi også - "du skal bare sluge et lille kamera - på størrelse med en hestepille" - Erhm ok...…
På daværende tidspunkt kunne de have overtalt mig til hvad som helst pga den bedøvelse jeg havde fået, så ingen problemer med det kamera - det gled ned.

Kommer hjem fra hospitalet og sover resten af dagen væk, kun for at vågne op med feber OG øjenbetændelse - venligst udlånt af 2 årig datter og 4 årig søn!
Så pt ligner jeg en der har fået en på lampen, og som desuden er stiknarkoman, efter alle blodprøverne.

Jow tak!!!!

Og lige som jeg ikke troede det hele kunne blive mere sølle og komisk, ringede det på døren.
Nåede at tænke "gid det er et blomsterbud" - hvilket det naturligvis ikke var - oh no no no!

Det var såmænd en BIBELSÆLGER!
Hendes blik sagde mere end 1000 ord og jeg kunne nærmest fornemme medfølelsen - "du ligner en der kunne have brug for Gud......" Allerede der tabte hun slaget om min opmærksomhed, og det eneste jeg kunne finde på at svare var "jeg har brug for en panodil" - og så var den samtale slut!

Men helt ærligt når jeg ser mig i spejlet kan jeg faktisk godt forstå hun fik det forkerte indtryk af mig ;-)



lørdag den 14. juni 2014

Små øjeblikke

Skoldhedt feberbarn fik sat en stopper for de fleste af weekendens aktiviteter, bl.a. planlagt frokost med gode venner.

De allerede indkøbte ting til frokosten blev til nemt og lækkert aftenmåltid istedet, for M og jeg, da begge unger endelig sov.

Vi dækkede op som dengang vi lige havde mødt hinanden - enkelt og fint (synes vi), og på fede rå skærebrætter. Ikke så meget pynt udover det maden er i sig selv.
For os er det vigtigt (i særdeleshed for M) at maden er i fokus.

Jeg er vild med at være kæreste med en madnørd.

Det er for sjældent vi forkæler os selv med hyggemad på terrassen uden børn, og det er blevet et mål for sommeren.



Og på trods af sygdom hos unger, mine smerter og alt hvad der ellers rører sig i øjeblikket - så har vi det godt lige her i vores lille rækkehus, med den lille have og den efterhånden fine terrasse.

Til dem som måtte være interesserede bestod menuen af: rugbrøds chips, vindruer, kirsebær, forskellige oste, forskellige pølser, ny bagt rugbrød, hvidvin og K's lækkerier (hønsesalat med bacon og skinkesalat)



Dette er et sponsoreret indlæg.






mandag den 9. juni 2014

Positivperspektiv

En af naboerne griller - havedøren står åben og vores stue er fyldt med lugten af grillet hvidløgs flute - det er næsten som at være der selv…..

En solsort synger aftensang på taget af legehuset og en stædig flue bliver ved med at lande på mit knæ - jeg bliver ved med ligeså stædigt at vifte den væk, i stedet for at rejse mig og hente en fluesmækker.

Jeg forsøger at lægge mærke til de små ting omkring mig, de vigtige ting, stemninger, børnenes latter og alt det gode M gør for mig.
Forsøger ikke at hænge mig i bagateller og prøver at se positivt på tingene.

Man hører altid, at mennesker der bliver ramt af sygdom, først efter diagnosen er stillet, lærer at værdsætte de små ting i livet. Lærer hvad der er vigtigt og ser hvad de måske er gået glip af.

Det vil jeg ikke først lære når når en evt. diagnose er stillet.
Jeg vil gerne lære det nu, og jeg vil gerne have det bedste ud af alt det gode jeg har.

Faktum er at lægerne ikke kan finde ud af hvad der er galt med mig.
Jeg går rundt i en uvished, der har været nærmest altædende, men som jeg efterhånden er ved at vænne mig til.
Jeg formår at slappe af midt i ventetiden og jeg har efterhånden accepteret, at jeg ikke kommer til at arbejde på fuld skrue igen.
Jeg er sågar begyndt at fokusere på de ressourcer jeg besidder, til trods for de fysiske og psykiske skavanker der driller.

Det er nemlig ikke gået helt som jeg havde forventet…..
Midt i min sygemelding i forbindelse med en ADHD diagnose, begyndte de rygsmerter jeg har rendt rundt med de sidste mange år, nemlig for alvor at bide fra sig, og endte med en henvisning til reumatologisk afdeling, med mistanke om gigt i rygsøjlen. Det har dog ikke været muligt at påvise gigten endnu, og smerterne tager bare til og har nu bredt sig til en stor del af resten af kroppen.
Hele tiden nye prøver, nye blokader, nye spørgsmål, ny medicin og endnu flere kontrol besøg på afdelingen og en frygt for de ender med at sige de ikke kan gøre noget for mig.

Jeg hænger i så godt jeg kan og passer min praktik 12 timer om ugen så godt jeg kan.

Jeg prøver at passe på mig selv, så jeg har overskud til at give mine børn al' den kærlighed og kontakt de fortjener. Jeg vil ikke have de skal se tilbage på den her tid i deres liv og mindes den som en tid, hvor deres mor ikke var der for dem.

Jeg har nogle gode mennesker omkring mig, lige her hvor jeg er!
Et dejligt netværk og en dejlig familie.

Det er sq for tidligt med alle de skavanker som 34 årig, og jeg har en plan om at komme igennem med skindet på næsen.

BUM!








fredag den 23. maj 2014

My style #3

Jeg drømmer fortsat om at udbygge/supplere min garderobe men SKØNNE sager.

Den rige onkel fra Amerika har endnu ikke meldt sig (frække fyr), så det må, for det meste, blive ved drømmene og de er HELDIGVIS gratis.

Der er 5 ting jeg bærer HVER dag, stort set uden undtagelse, og det er:
Kjole
Briller
Broche
Ur
Ringe
(Og naturligvis undertøj, sko ;-) osv - you get the picture; right?)

Jeg ELSKER afdæmpet pynt og små detaljer, og noget af det bedste er, når andre lægger mærke til dem.

Min stil er til daglig en god blanding af nyt og gammelt/vintage, og jeg går ikke ret meget op i hvad der er i modeblade osv.

Får masser af inspiration fra nettet, bl.a. via modcloth og instagram.

Desuden er jeg vild med det koncept Foof kører, med briller til en god pris, så man (de fleste) har råd til at få en hel brillegarderobe. Der er en brille til et hvert look, og det er jeg stor tilhænger af.


Billede 1.
Briller fra foof, vintage broche, kjole fra modcloth, sko fra Swedish Hasbeens, Taske fra Zara



Billede 2.
Solbriller fra foof, broche fra Georg Jensen, taske fra Etsy, sandaler fra Zara, kjole fra Miss Patina


Billede 3.
Ur og taske fra modcloth, broche fra Etsy, sandaler fra topshop, kjole fra Edith og Ella

Kan du mon li' det du ser?



tirsdag den 6. maj 2014

At acceptere

BH 90210 kører i baggrunden - det er sikkert 117 gang jeg "ser" det samme afsnit - og første gang jeg så det, var min situation en helt anden end nu - that's for sure.

Mit liv er ikke som jeg troede det ville være som 34 årig.

Ambitionerne om fedt job, god løn og eventuel efteruddannelse, er afløst af ambitioner om at være en god mor og en god kæreste.

Helt jordnære mål og ambitioner, som jeg prøver at leve op til.

Min arbejdsmæssige situation er meget usikker, og jeg tror jeg er nødt til at acceptere, jeg aldrig kommer til at have et "normalt" arbejde igen. Jeg tror jeg er nødt til at acceptere mine ambitioner om at være en god mor og kæreste er nok!

Det er ikke en situation jeg nogensinde regnede med at skulle forholde mig til.

Vi er jo vores job - ik?

Eller hvad?

Det er så stor en del af vores identitet at være "noget" i kraft af vores arbejde og den løn vi tjener - og når vi møder nye mennesker, er et af de aller første spørgsmål der stilles som regel "….. og hvad laver du så?".

Hvordan lærer man at acceptere det ikke længere er sådan man skal tænke, når forskellige forhold gør man er nødt til at stå af ræset, og lægge en stor del af sin fremtid i hænderne på "systemet"?

Jeg har lært at acceptere at ADHD og angst er en del af den jeg er, men at det ikke er det definere mig. Der er stadig en hel masse ting jeg kan og er god til, så længe jeg tager hensyn til de begrænsninger jeg har.
En af dem er at et normalt arbejde på 37 timer er for meget for mig, hvis jeg også skal fungere på hjemmefronten. 30 timer er også for meget, og p.t. er jeg i praktik 12 timer om ugen, hvilket ser ud til at være deromkring grænsen går.

Det er ikke meget……..!

Og det er svært at acceptere man ikke kan mere.

Og lige som man går og tror man er ved at have styr på tingene igen, risikerer man at blive "ramt" af endnu en ting man er nødt til at forholde sig til.

Denne gang noget fysisk, som ser ud til at være kronisk og som ser ud til også at komme til at få stor betydning for fremtiden.

Vil ikke skrive så meget om det endnu, da den endelige diagnose ikke er stillet officielt, og så længe den ikke er det, er der stadig håb inde i mit hoved om det er noget der forsvinder igen.

Mentalt er jeg forberedt på svaret - og egentlig vil det give en form for tiltrængt ro at få en officielt diagnose.

Jeg er ved godt mod og håber jeg kan blive ved med at tage det "hele" i stiv arm :-)